Om Aarhus Ballon Team

Aarhus Ballon Team består af en gruppe mennesker, der er fascineret af flyvning, – og især den form for flyvning, hvor man er underkastet vejrgudernes beslutninger om vindretning og vindstyrke.  Beslutninger, der er afgørende for, hvor flyveturen ender. Flyvning med varmluftsballon hører absolut til i denne kategori.

Aarhus Ballon Team er startet af Bente Laustsen og Henning Sørensen i 1987. Henning blev ballonskipper i 1978 og Bente i 1987. Bente har adskillige gange stået som arrangør af Dansk Ballonunions danmarksmesterskaber. I gennem årene har Henning mange flotte placeringer både ved internationale, nordiske og danske mesterskaber i ballonflyvning, hvor Bente har været crew chief. Således har Henning bl.a. vundet Nordisk Mesterskab samt DM 14 gange. Henning har desuden været formand for Dansk Ballon Union i 20 år fra 1993 til 2013.
I slutningen af oktober 2018 fejrede vores skipper Henning sit 40 års jubilæum som ballonskipper. Det er blevet til 16.000 km. Det tager lidt tid – ca 1400 timer. Henning har fløjet ballon i 14 lande ud over Danmark!

Desværre afgik Bente Laustsen ved døden 29. september 2023.
Æret være Bentes minde

Nu består Aarhus Ballon Team foruden Henning af yderligere 2 ballonskippere, Jan Basse og Camilla Sørensen.

Hertil kommer så ”mandskabet”, der skal hjælpe til med det praktiske i forbindelse med en ballonflyvning. Mandskabet er egentlig stort, idet det tæller 15 – 20 personer, som kan trækkes på, når ballonskipper og vejrguderne er enige om passende vindforhold.

Når det sker, vil Skipper sende sms til mandskabet om tid og sted. Det lykkes som regel let at skaffe de 3 – 5 personer, der dermed får mulighed for at nyde nogle gode timer i det fri, – enten på landjorden som chauffør og kortbestyrer eller sammen med Skipper på den sparsomme plads i ballonkurven, hvor man til gengæld kan opleve det smukke landskab eller byens spændende hustage under sig.

Så på alle måder giver denne hobby mulighed for både spændende oplevelser og hyggeligt samvær både før, under og efter en flyvning.

For mandskabet kræver det lidt træning og rutine at klare såvel opsætning, som sammenpakning af ballonudstyret, men på den almindelige hyggeflyvning er der fin tid til dette, hvorimod tiden ofte er knap, når der er tale om konkurrencer. Her er det vigtigt, at mandskabet har fået rutinen, og ikke efterlader noget, som Skipper skal rette i sidste øjeblik inden flyvningens start.

Aarhus Ballon Team har deltaget og været arrangør ved flere ballonflyvningsarrangementer. I 2011 arrangerede vi således Mindeflyvning fra Mindeparken i Aarhus. Her deltog 15 danske balloner. Vejrguderne var i deres hygge-hjørne, hvilket bragte det flotte skue ind over Aarhus by. Årsagen til arrangementet var fejring af 200 året for den første danske ballonopstigning i Danmark.